fredag den 28. juni 2013

Sommerinterview med Trepac: skal hænge ud Wu Tang, ny baby og damen


Okay - lad os først lige få det helt på plads - Hvem er det lige Trepac er?
Vigtigst og først og fremmest - vi har en fat i en fyr, der kommer fra Vordingborg.
Trepac er en del af M-Cnatet - en dansk hiphopgruppe, der blev dannet tilbage i 1998. Deres debutalbum udkom i øvrigt som en kanyle med et lille usb-stik inden i. I mange år var han og MCnatet en del af Næstveds hiphop-undergrund.

For 10 år siden i 2003 udgav 3pac sammen med andre Næstved-rappere en samling af numre, og Gaffas anmeldelse kan I da læse lige her: Bemærk venligst:
1. de staver dårligere end os.
2. Gaffa opfordrer Trepac til at ændre sit navn, der dengang var 3pac.

Trepac derudover udgivet to album på egen hånd, "Fatamogana" og senest "Nye Toner", der kan downloades her. Gør det - det er fedt.

Og det var så forhistorien - men hvad skal Trepac egentlig lige bruge sommeren på?

Hvor skal du hænge ud/ryge din joint/drikke din bajer?

- Jeg har netop været en uge på Mallorca her i starten af juni, så resten af sommeren skal tilbringes i Danmark. Lidt på job, lidt derhjemme, lidt over det hele.

Hvem skal du hænge ud med?

- Jeg bliver far omkring slutningen af juli, så jeg skal hovedsageligt hænge ud med min kæreste og vores kommende barn. Det bliver en kombination af barsel og ferie i et par uger. Forhåbentligt bliver der også tid til at hænge lidt ud med vennerne og vise den lille baby frem.

Hvilke koncerter skal du høre?

- Jeg ville gerne have været på Roskilde, men det bliver der ikke tid til i år. Jeg overvejer lidt at tage til den nye Vanguard Festival for at høre Wu Tang, De La Soul, Ponyblod og Pharoahe Monch.

Hvad er dit soundtrack til sommeren i år?

- Jeg har lige fået albums fra Ponyblod og Dirty Dike, så foreløbigt er de to albums lyden af sommeren 2013 for mig. Jeg når dog nok at tæske rundt i en snes album mere, inden det bliver efterår, så det er svært at gætte på, hvad der var mit soundtrack, når jeg ser tilbage på denne sommer.

Hvad er dit bedste hiphop-sommerminde?

- Mit bedste sommerminde er nok fra sommeren 1998, hvor jeg som 16-årig hørte The Roots på Roskilde Festival. De gik på omkring kl. 4 om natten. Jeg var træt, fuld og skæv, men koncerten rev benene væk under mig. Da den sluttede og jeg traskede tilbage til lejren, var solen ved at stå op igen og jeg var helt høj på oplevelsen. Jeg besluttede mig derfor for at holde den kørende og feste videre i stedet for at gå i seng.

Hvad glæder du dig ellers til denne sommer?

- Først og fremmest til at blive far. Derudover glæder jeg mig til de lange, lyse nætter med alkohol og venner. Og så glæder jeg mig til at komme i studiet og få lavet en masse ny musik!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar